Alle elever, lærere og lærerstuderende har nu adgang til Skoletube.
Skoletube er kort sagt en ny digital værktøjskasse med en masse spændende digitale værktøjer, som lægger op til undervisning, hvor eleverne arbejder kreativt sammen, mens de undersøger, skaber og kommunikerer.
Skoletube er en samling af digitale værktøjer. Der er altså ikke undervisningsforløb, som du måske kender det fra Clio eller andre portaler. Det er programmer, som man kan bruge i undervisningen til at få eleverne på banen. Der er programmer til at samarbejde på en bedre og sjovere måde, programmer til at producere film, digitale bøger, podcasts, præsentationer og en masse andet.
Skoletube rummer i alt 22 programmer. Nogle kan hentes som apps, mens andre kan bruges i Safari. De tilknyttede apps ligger allerede nu i Self Service. I alle Skoletubes værktøjer logger man ind med sit Unilogin.
Skoletube er indkøbt i et samarbejde mellem ATTAT, Uddannelsesstyrelsen og Kivitsisa.
Et skridt ad gangen
Det kan virke både spændende og en smule uoverskueligt med 22 nye programmer. Derfor er det klare råd også at være nysgerrig og prøve sig frem med få værktøjer ad gangen. Faktisk vil vi ikke råde til, at man med det samme downloader hele pakken. Hent dem, efterhånden som du skal bruge dem, og gå på opdagelse sammen med eleverne. Ofte kan det være en god idé, at bruge det samme værktøj i flere fag. Det hjælper både elever og lærere.
Der er hjælp at få
I løbet af den næste tid vil ikiortit blive eksperter i Skoletube, så du kan altid spørge dem til råds. I april vil der også blive arrangeret en lang række webinarer, som man kan tilmelde sig. Webinarerne vil omhandle en håndfuld udvalgte værktøjer, og du vil lære, hvordan du bruger dem i undervisningen.
Skoletube har også en guide til alle programmer.
Sådan kommer du i gang
Du kan kigge dig omkring på skoletube.dk og i app’en Skoletube, som du finder i Self Service. Du finder værktøjerne ved at klikke på den lyserøde cirkel med det hvide plus i nederste højre hjørne.
Eksempler på de nye værktøjer
Her kommer et par eksempler på programmer i Skoletube:
Pixton
I Pixton kan man lave kreative tegneserier i alle fag og på alle trin. Genskab historiske begivenheder, leg med sproget, find på matematikhistorier og meget mere.
Mulighederne er mange! Man kan anvende egne billeder og dermed kan fantasien og virkeligheden smelte sammen og skabe glæde hos eleverne. Eleverne kan oven i købet lave deres egen avatar og blive hovedperson i deres fortælling.
Pixton åbner i Safari, og man finder den på skoletube.dk

Thinglink
Thinglink er et spændende værktøj til arbejde med formidling i både billeder, tekst, lyd og video. Med Thinglink kan I skabe interaktive og multimodale oplevelser. I kan lave vejledninger, infografik, præsentationer, slideshows, VR oplevelser og meget meget mere. Gå f.eks på opdagelse i arbejdet med 360 graders billeder. Værktøjet kan anvendes i alle fag og på alle klassetrin.
Thinglink findes både som app og på Skoletube.dk i Safari.

AhaSlides
Med AhaSlides kan du lave interaktive præsentationer, hvor eleverne er aktive undervejs.
De kan svare på spørgsmål, deltage i quizzer og en masse andet. På en sjov måde kan alle elevernes stemmer komme frem – og alle er aktive på én gang.
Aha-slides kan bruges i klassen og har også nogle meget spændende muligheder til fjernundervisning.

Stop motion studio
Animation er et populært format og anvendes i mange faglige sammenhænge. I Stop motion studio får fantasien rigtig gode rammer og mulighederne er mange. Lav sjove kreative matematikprojekter, øv jer på sproget eller genfortæl en novelle. Det er bare nogle af de mange muligheder.
Stop motion findes som app i Self service.

Wevideo
Det er ikke uden grund at WeVideo er et af de mest populære værktøjer til videoredigering. I finder nemlig her en masse lækre muligheder for at arbejde med både video og lydproduktioner. WeVideo har en simpel brugerflade og kan anvendes af selv de yngste elever.
Gå også på opdagelse i WeVideos store bibliotek af musik, lydeffekter og videoer der udvider elevernes mulighed for at formidle om alverdens temaer.

Book Creator
Book Creator findes nu i to udgaver, som app og online.
Book Creator appen kender og anvender rigtig mange allerede. Arbejdet gemmes lokalt på iPaden og kan kun ses her.
Book Creator online finder I på skoletube.dk i Safari. Når man arbejder online i Book Creator opretter læreren et bibliotek til eleverne. Heri arbejder eleverne, og læreren har således overblik over alle elevernes arbejde. Book Creator online giver gode mulighed for elevernes samarbejde.
