kivitsisa

Kivitsisa betyder “lad os løfte”. Bag projektet står alle Grønlands fem kommuner. Målet er at løfte niveauet i den grønlandske folkeskole betydeligt. Midlet er en ny pædagogisk tilgang og nye samarbejdsformer med iPads som det primære arbejdsredskab. Implementeringen sker løbende fra skole til skole, indtil alle landets skoler er med. 

Hver enkelt skole modtager ud over iPads målrettet støtte og kompetenceudvikling af lærere og ledere, når den enkelte skole starter op. Løftet sker i alle landets fem kommuner. Det er første gang, at kommunerne går sammen om at pege i en fælles retning for folkeskolen.

For eleverne betyder det, at skolehverdagen forandrer sig. Med den nye tilgang til undervisning arbejder skolerne hen imod læreprocesser, hvor eleverne er mere aktive. Eleverne skal undersøge, eksperimentere, lege og lære. De skal samarbejde om at producere, skabe og formidle viden. Disse processer kan iPads understøtte. 

Eleverne kan indsamle viden både lokalt og globalt. Den viden kan de bearbejde og formidle gennem et væld af udtryksformer som film, animationer, billeder, lyd og tekster. Der skal arbejdes med at finde svar på virkelige problemer. På denne måde bliver det en undervisning, der rækker ud af klasselokalet og har fokus på samfundet og verden omkring os.

iPads til alle elever og lærere og en bedre internetadgang på skolerne åbner for en lang række pædagogiske og faglige muligheder. Det digitale understøtter en ny tilgang til elevernes læring, og det åbner døren for et nationalt lærerværelse, hvor lærere i syd kan få faglig sparring fra kolleger i nord.

Lærere fra hele landet kan arbejde endnu tættere sammen om at udvikle gode forløb for eleverne og hjælpes ad med at finde vej i de nye muligheder. De kan såmænd undervise hinandens elever gennem tilrettelagte fjernundervisningsforløb. Det hele handler om at finde de gode pædagogiske og didaktiske løsninger med de nye digitale muligheder.

PROJEKTET ER STØTTET AF

hempel_single
velux_single
apm_single
oak_single

DELTAGENDE KOMMUNER

kommuner_single