Hvad er?
Kivitsisa
Kivitsisa betyder “lad os løfte”. Bag Kivitsisa står alle Grønlands fem kommuner i tæt samarbejde med Institut for Læring og Uddannelsesstyrelsen. Målet er at løfte niveauet og forandre undervisningen i den grønlandske folkeskole. Midlet er elevaktiverende læringsformer, fjernundervisning og nye samarbejdsformer med iPads som det primære arbejdsredskab.
Kivitsisa er et svar på landets udfordrende geografi. Med Kivitsisa er der skabt en ny, digital infrastruktur, som skal bruges dér, hvor det giver pædagogisk mening.
Som led i det store løft modtager alle folkeskoler målrettet støtte og massiv, strategisk og kontinuerlig kompetenceudvikling af lærere og ledere. Også dette foregår digitalt, når det giver mening.
Implementeringen startede i 2018 og skete løbende over en årrække. I dag er alle folkeskoler en del af Kivitsisa. Det er første gang, at kommunerne er gået sammen for at pege folkeskolen i en fælles retning.
Eleverne bliver mere aktive
For eleverne betyder Kivitsisa, at skolehverdagen forandrer sig. Med den nye tilgang til undervisning arbejder skolerne hen imod læringsprocesser, hvor eleverne er mere aktive. Eleverne undersøger, eksperimenterer, leger og lærer. De samarbejder om at producere, skabe og formidle viden, og disse processer er iPads med til at understøtte.
Eleverne indsamler viden både lokalt og globalt. Den viden bearbejder og formidler de gennem et væld af udtryksformer som film, animationer, billeder, lyd og tekster. Det er et gennemgående tema, at der arbejdes med at finde svar på virkelige problemer. På den måde bliver det en undervisning, der rækker ud af klasselokalet og har fokus på samfundet og verden omkring os.
Lærere arbejder tættere sammen
iPads til alle elever og lærere og en bedre internetadgang på skolerne har åbnet op for en lang række pædagogiske og faglige muligheder. I Kivitsisa har vi udviklet en række metoder til digital kompetenceudvikling. Hermed kan vi lave lange, kontinuerlige forløb, som aldrig før har været mulige. Dertil har det åbnet døren for et nationalt lærerværelse, hvor lærere i syd kan få faglig sparring fra kolleger i nord.
I spidsen for den daglige sparring står ikiortit – den, der hjælper. Der er ikiortit på alle større skoler. Ikiortit er lærere, der hjælper kollegerne med at implementere Kivitsisa i undervisningen gennem små workshops og løbende sparring i både forberedelse, gennemførelse og evaluering af undervisningen. Ikiortit hjælper ligeledes lærerne på de nært liggende mindre skoler – både ved fysisk tilstedeværelse og (især) digitalt.
Med implementeringen af fjernundervisning samarbejdes der ligeledes på helt nye måder mellem lærerne og skolerne. Fjernunderviseren kommer udefra med nye pædagogiske tankegange, og i mødet med den lokale lærer opstår der nye ideer og spændende sparring.
Det hele handler om at finde de gode pædagogiske og didaktiske løsninger med de nye digitale muligheder.
Siden Kivitsisas start i 2018 er den grønlandske folkeskole blevet løftet på en række vigtige parametre. Gennem Kivitsisa har kommunerne i samarbejde med folkeskolens øvrige parter blandt andet:
Forbedret internettet på skolerne
Udleveret iPads til alle elever, lærere og lærerstuderende i hele landet
Opbygget bæredygtige kompetenceudviklingsformer – dels digitalt for alle lærere i hele landet, dels lokalt på skolerne
Implementeret nye elevaktiverende læringsformer
Udviklet fjernundervisning tilpasset forholdene og skabt vejen mod en lokalt baseret fjernundervisningsform
Udviklet undervisningsmaterialer på portalen nutaaliorta.gl og opbygget en online portal til kompetenceudvikling og træning på kivitsisa-akademi.gl
Fra idé til virkelighed
2014
Et pilotprojekt startes da kommunerne Qeqqata og Kujalleq udleverer iPads til alle lærere og elever
2017
Forarbejdet til Kivitsisa opstartes i et samarbejde mellem alle fem kommuner
2018
Kivitsisa opnår støtte fra de fire fonde: Villum Fonden, Hempel Fonden, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål og Oak Foundation Denmark.
Kivitsisa opstartes som et udviklings- og implementeringsprojekt med en fælleskommunal forening
2019
De første iPads udleveres på fem skoler og kompetenceudviklingen opstartes
Det første Ikiortit Naapiffik afholdes
2020
iPads bruges til hjemmeundervisning under skolelukningen
Ikiortit Naapiffik og anden kompetenceudvikling afholdes digitalt
Uddannelsesstyrelsens forlag, Ilinniusiorfik, udgiver ibogsportal med digitale læremidler
2021
Kivitsisas fjernundervisningsprogram igangsættes
Uddannelsesstyrelsen sørger for at alle skriftlige prøver kan afholdes på iPads
Kivitsisa afholder sine første fagwebinarer for lærere i hele landet
2022
iPads er nu udleveret på alle folkeskoler i hele landet
De første materialer udgives på Nutaaliorta
Kivitsisa Akademi lanceres
Institut for Læring udgiver erfaringsopsamling om Kivitsisas fjernundervisningsprogram
2023
Ikiortit afholder webinarer for lærere i hele landet
Institut for Læring afholder Kivitsisas fagwebinarrække og spiller en større og større rolle i kompetenceudviklingen