Mesterlære med Ivaaq Kriegel på nutaaliorta.gl

Mesterlære er og har altid været en måde at lære på for Ivaaq Kriegel. Det er sådan han har lært af sin far og det er sådan han lærer videre til sine børn. Nu er det også sådan han har fået de tre kunstnere Ivinguak Stork Høegh, Lena Augusta Olsen og Inuuteq Storch til at lære videre til skoleleverne i hele landet gennem tre undervisningsforløb på Nutaaliorta.

Da Ivaaq var barn så han på hvad hans far gjorde, når de var på jagt. Han hjalp med at kigge efter sælerne, før han kunne være med til at skyde dem. Han fik fornemmelsen af hvor lag tid en aataaq kan holde vejret under vandet og hvilken kurs den svømmer mellem sine vejrtrækninger. Han så hvordan sælen og rensdyret blev fanget og hvordan de blev flænset. 

“Jeg husker ikke at min far forklarede mig, hvad jeg skulle gøre. Det har han sikkert gjort, men jeg husker mere, at jeg kiggede på ham og lærte af det han gjorde på dén måde. Da jeg første gang skulle afsted på jagt uden ham, så kunne jeg det hele selv”

Ivaaq Kriegel

Ivaaq Kriegel er født i Aasiaat og har boet det meste af sit liv i Nuuk. 

Han er i dag direktør for Grønlands kulturhus Katuaq. Han har en baggrund som lærer og master i  IKT og læring. Han har tidligere været underviser på læreruddannelsen på Ilisimatusarfik i blandt andet kunst, sløjd og it-didaktik. 

De tre forløb til Nutaaliorta er lavet for og i samarbejde med Kivitsisa. 

Mesterlære i nye former

Mesterlære er at lære af en mester. Man efterligner for at lære. Ivaaq forklarer, hvordan det er måden, som traditioner og håndværk altid er gået i arv. Men desværre er der en tendens til at efterligning ikke er så velset i skolen. Her må man ikke tegne efter. Og det er fejl, mener Ivaaq. Det er jo sådan man overtager den håndværksmæssige kunnen.

Derfor har Ivaaq udviklet tre undervisningsforløb, hvor eleverne kommer i mesterlære hos tre kunstnere. Han har på denne måde taget den traditionelle vidensoverlevering med ind i en mere moderne didaktisk ramme. I hvert forløb følger man en kunster i sit arbejde. Ivinguak Stork Høegh tager eleverne med ind i sin kreative proces med at lave collager, Lena Augusta Olsen viser eleverne hvordan hun laver keramik, og Inuuteq Storch hvordan han fotograferer og skaber fortællinger med sine billeder. Undervisningsmaterialet betår af videoer, som eleverne kan se og lade sig inspirere af, mens de selv prøver sig frem. I slutningen af alle forløb har eleverne selv har skabt noget: Et krus, en collage og en fotobog.

Eleverne skal i forløbene se videoerne mens de selv arbejder. I forløbet om collage følger de eksempelvis Ivinnguaqs proces. De kan se, hvordan hun bruger sine hænder, og de spole frem og tilbage og efterligne teknikkerne igen og igen indtil de selv mestrer det. Pointen er, at de skal se, hvordan man gør.

“Eleverne skal starte med at lære håndværket. Når man har tillært sig nogle teknikker ved at efterligne mesteren, så får man redskaber til selv at udvikle sit eget, sætte sit eget præg og være kreativ. Det er det, forløbende er bygget op omkring” fortæller Ivaaq Kriegel.

Prøv materialet - og giv jer tid

Alle materialer er at finde online på Kivitsisa materialeplatform, nutaaliorta.gl. 

“Det særligt gode ved at det er lavet digitalt er, at vi nu kan få mestrene ud i selv de fjerneste bosteder i landet. Nu er det bare op til lærerne at bruge det.” siger Ivaaq og opfordrer til, at eleverne får materialet og prøver sig frem. Nogle forløb er mere lærerstyrede end andre – dem er der en grundig lærervejledning til. For alle tre forløb gælder det dog, at eleverne skal have tid til at fordybe sig. De skal have lov til at være i processen. 

Når så eleverne er færdige, er det vigtigt, at de mærker, at det, de har skabt har værdi. Udstil collagerne, vis fotobøgerne frem og giv kopperne som pænt indpakkede gaver. Ivaaq mener det er vigtigt:

“Min første sæl og mit første rensdyr blev også fejret i familien”

Her finder du de tre forløb:

Kan du lide nyheden?

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Scroll to Top
×