En taske fuld af muligheder: Fjernundervisere har fået nyt udstyr

Der var smil, nysgerrighed og en hel del teknik på bordet, da Kivitsisas 16 fjernundervisere for første gang mødtes i Nuuk for en måned siden. Anledningen var blandt andet udleveringen af et nyt undervisningssæt, som skal hjælpe lærerne med at skabe nærværende og inspirerende fjernundervisning – uanset hvor i landet de og deres elever befinder sig.

Det nye udstyr, som er finansieret af Oak Foundation Denmark, består blandt andet af en MacBook, et dokumentkamera, lys og en praktisk taske til at transportere det hele. Det er et vigtigt skridt i udviklingen af en stærk fjernundervisningsdidaktik.

“Jeg blev virkelig glad, da jeg åbnede tasken” fortæller Johannes Løvstrøm, der er lærer og leder på skolen Muusap Atuarfia i Saattut og fjernunderviser til skolerne i Ikerasak og Niaqornat. “Jeg kunne med det samme se de nye muligheder det gav for at løfte min undervisning”.

Mere end bare udstyr

Fjernundervisning rummer et kæmpe potentiale for at bringe kvalificeret undervisning til elever, der ikke har adgang til uddannede lærere. Men for at fjernundervisning skal lykkes, kræver det, at undervisningen gentænkes og tilpasses den digitale platform.

“Jeg har nu fjernundervist i nogle år samtidigt med at jeg også laver helt almindelig undervisning på min skole. Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke bare kan sætte mig foran skærmen og undervise som i et klasselokale” forklarer Johannes. “Men med det rette udstyr og en god plan kan det virkelig lade sig gøre. Vi har opdaget, at vi både kan skabe en god relation til eleverne og lave god undervisning”

At udlevere computer, kabler og kamera er kun første skridt. Teknologien er fundamentet, men den skal kombineres med en didaktik, der gør undervisningen både meningsfuld og engagerende.

Når hænderne skal i spil

Et af de mest markante nye redskaber i undervisningssættet er dokumentkameraet, som giver underviserne mulighed for at vise konkrete processer i realtid – for eksempel hvordan man tegner, skriver eller løser en opgave. Det giver en mulighed for at kombinere digital undervisning med praktiske, håndgribelige opgaver. Hermed kan vi forbinde det digitale og det analoge og gøre undervisningen mere levende og forståelig. Det digitale skal bruges, når det giver mening. Eleverne skal ikke sidde foran skærmen hele dagen. Slet ikke! Heller ikke i fjernundervisning. De skal ud og undersøge, eksperimentere og formidle.

Johannes er hjemme i Saattut igen og har allerede taget udstyret i brug i sin fjernundervisning i fysik. ”Det spændende ligger i den måde vi kan kombinere værktøjerne. Vi kan en masse på vores iPads i forvejen, men især kameraet giver nye muligheder. Da jeg fjernunderviste den anden dag, byggede vi vandraketter og lavede forsøg med dem. Det var meget lettere at organisere undervisningen. Jeg kunne også meget bedre svare på spørgsmål fra eleverne, fordi jeg kunne vise helt konkret hvad jeg gjorde. Det gør det hele meget mere flydende”

Lærernes nye udstyr kan og skal dog ikke stå alene. Det er først når et kommende elevkit kobles på, at mulighederne for alvor bliver store.  

Når hænderne skal i spil

I løbet af næste skoleår, får skolerne, som modtager fjernundervisning nemlig deres egen kasse med materialer, der skal understøtte undervisningen. Indholdet er endnu en hemmelighed, men Kivitsisa lover, at det vil blive både sjovt, overraskende og læringsrigt. 

Også disse kasser er finansieret af Oak Foundation Denmark.

“Hvis fjernundervisningen skal være nærværende og levende, så kræver det, at vi har de rette redskaber til rådighed. Vi er overbeviste om, at disse lærer- og elevkits er et skridt i den rigtige retning. Nu får lærerne nogle redskaber til rådighed, som giver muligheder for at de selv gå tydeligere igennem, og med elevkittet får de endnu flere muligheder for at facilitere undervisning, der får eleverne op af stolene og som kombinerer det digitale og det analoge” forklarer Rune Nydam Bundgaard, sekretariatschef i Kivitsisa.

Et skridt videre i en stor udvikling

Fjernundervisning i folkeskolen har været under udvikling i flere år. Kivitsisa program startede med 14 pilotprojekter i 2021. Erfaringerne og viden fra de første år bliver løbende brugt til at forbedre både teknologien og den pædagogiske tilgang.

I Nuuk, hvor alle fjernunderviserne fra hele landet for første gang var samlet fysisk, tog arbejdet med fjernundervisning endnu et skridt fremad. Lærerne fik mulighed for at videndele og få ny inspiration, og stemningen var præget af et stærkt engagement og tro på, at dét her kan være være med til at give alle elever – uanset hvor de bor – adgang til god undervisning med nærværende og dygtige lærere. 

“Vi er stadig på vej”, siger Johannes. “Men dette føles som et skridt i den helt rigtige retning”

Kan du lide nyheden?

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Scroll to Top
×