Selvforsyning på skoleskemaet og store smil på tværs af landet
Der var grin, koncentration og spændte blikke, da over 200 elever torsdag morgen satte de første frø i deres plantekasser. Det var startskuddet til Naatitsisa – et undervisningsforløb om mikrogrønt, selvforsyning og fællesskab. Fra Ittoqqortoormiit til Qaanaaq var 32 klasser med til et online kick-off event. De såede mikrogrønt, lavede film og præsentationer og meget mere. I tre timer var landets skoler bundet sammen i ét stort virtuelt klasseværelse.
“Det var fedt at blive undervist af andre på skærmen og ikke kun af vores egen lærer” fortalte en elev fra elev fra 7. klasse på Minngortunnguup Atuarfia bagefter.
Et fælles øjeblik
Med Naatitsisa har alle skoler i hele landet fået udleveret et klassesæt bestående af plantekasser med lys, frø til mikrogrønt og hjemmedyrkningskit til familierne. Dertil er der udviklet et inspirationskatalog med undervisningsaktiviteter til mellemtrinnet på tværs af fag. Alt sammen blev torsdag sat i gang med et fælles kick-off event.
Et højdepunkt på dagen var et virtuelt besøg hos Palli Fleischer Lyberth i Sisimiut Fresh Farm. Han viste rundt i sine drivhuse, der bugner af salat året rundt – og han gav eleverne blik for, at selvforsyning med grønt kan lykkes i Grønland.
Vi kan også være selvforsynende med grønt
Vi er vant til selvforsyning gennem jagt og fangst. Vi fanger selv vores fisk og rensdyr, og om sommeren plukker vi bær til hele året. Med Naatitsisa styrker vi også selvforsyning af grønt. Mikrogrønt er valgt, fordi det er let at dyrke, spirer hurtigt, smager godt og er rigt på vitaminer. Med klassernes nye dyrkningkit kan mikrogrønt dyrkes året rundt – også når friske grøntsager er en mangelvare i butikkerne.
Efter blot en uge kan eleverne høste de første mikrospirer af ærter, radiser, broccoli eller solisikke. Som en del af undervisningsaktiviteterne kan de herefter bl.a. undersøge butikkernes fødevareleverancer, interviewe selvforsynere, udarbejde vækstjournaler, tilberede og smage mad med mikrogrønt, og dele deres erfaringer med resten af landet.
Kick-off event’et var kun begyndelsen – herfra kan eleverne lege, lære og være med til at iværksætte grønne handlinger til gavn for hele landet.
Et digitalt event med eleverne i centrum
Det overordnede formål med Kivitsisa har været at bygge en digital infrastruktur og bruge den dér, hvor det giver pædagogisk mening. Torsdag formiddag gik det hele op i en højere enhed. Teknologien var med os. Med dén bandt vi skolerne og eleverne sammen i ét stort fælles forløb. Eleverne tjekkede ind sammen, så hinandens produktioner og blev en del af et landsdækkende grønt fællesskab. Lærerne ude i klasserne understøttede processen og gav plads, så eleverne kunne tage føringen og skabe.
“Det var skønt, at der var så mange klasser med. Eleverne blev så begejstrede, da lokationen for de andre deltagere kom frem. De havde så meget fokus på at blive undervist på skærmen, at jeg som lærer i klassen bare skulle følge med”, fortalte Juliane Davidsen fra Nalunnguafiup Atuarfia i Sisimiut.
Skabt i et stort og vigtigt samarbejde
Naatitsisa er blevet til i et tæt samarbejde mellem lokale selvforsynere, ildsjæle, entreprenører og materialeudviklere. Bag udviklingen står EduDesigns ved Maja Holdorf, der har koordineret arbejdsgruppens arbejde, støttet værterne under webinaret og forvandlet idéer til færdige undervisningsaktiviteter og materialer.
Samarbejdet mellem Uddannelsesstyrelsen og Kivitsisa er blevet yderligere styrket og med støtte fra Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, Sunflux og fondene bag Kivitsisas forankringsprogram, er det blevet muligt. Den slags samarbejde er afgørende, hvis vi vil udvikle folkeskolen i fællesskab og skabe undervisning, der både er vedkommende og bæredygtig.
Naatitsisa viser, at når vi forener lokale kræfter, faglig viden og digital teknologi, kan helt nye perspektiver for folkeskolen spire frem.
Naatitsisa kort fortalt
– Naatitsisa er et undervisningsmateriale om mikrogrønt, dyrkning og selvforsyning til mellemtrinnet.
– Projektet er udviklet af Kivitsisa og Uddannelsesstyrelsen i samarbejde med lokale selvforsynere og materialeudviklere.
– Alle landets skoler har fået klassesæt med plantekasser med LED-lys, frøpakker, dyrkningsvejledninger og hjemmedyrkningskit til familierne.
– Torsdag den 18/9 2025 deltog 32 klasser og over 200 elever i et fælles digitalt kick-off event.
– Event’et kombinerede oplæg, praktiske elevopgaver, digitale værktøjer, film, og et virtuelt besøg hos Sisimiut Fresh Farm.
-Naatitsisa består af en lang række undervisningsaktiviteter til mellemtrinnet i mange forskellige fag. Se dem her: https://nutaaliorta.gl/da/mellemtrin/lad-os-spire/
Tak for samarbejde til:
- Maja Holdorf, konsulent, læremiddeludvikler ved EduDesigns
- Bent B. Olesen, idémand og mangeårig selvforsyner
- Kim Neider, tidligere gartner ved Førsøgsstationen Upernaviarsuk
- Palli Fleischer Lyberth, iværksætter og medejer af Sisimiut Fresh Farm
- Ane Fleischer, skolekonsulent for naturfag og matematik ved Uddannelsesstyrelsen
- Ane-Kathrine Petersen, skolekonsulent for IT ved Uddannelsesstyrelsen
- Maren-Louise Dalager, skolekonsulent for grønlandsk ved Uddannelsesstyrelsen
- Martha Nielsen, skolekonsulent og redaktør ved Uddannelsesstyrelsen
- Nina Kreutzmann Jørgensen, skolekonsulent for dansk og praktisk-musiske fag ved Uddannelsesstyrelsen
- Rune H. Kristiansen, specialkonsulent ved Uddannelsesstyrelse