Nyt skoleår med nye kurser på Kivitsisa Akademi

Når lærere og elever tager hul på et nyt skoleår, ligger tre helt nye kurser klar på Kivitsisa Akademi. De er udviklet i et tæt samarbejde mellem undervisere fra Institut for Læring og Kivitsisa og tager udgangspunkt i konkrete emner, spørgsmål og situationer fra undervisningen.

Hvordan skaber vi undervisning, der giver eleverne mulighed for at deltage, lære og udvikle sig? Hvordan kan elevernes flersprogethed bringes i spil? Og hvordan skaber vi læringsmiljøer, hvor elever med forskellige behov kan deltage?

Fra viden til praksis


Kurserne ligger på Kivitsisa Akademi, hvor lærere kan tage kurser og finde faglig inspiration, når det passer ind i deres hverdag.

I de tre nye kurser deler undervisere fra Institut for Læring deres faglige viden og konkrete perspektiver på undervisningen. Hvert kursus er bygget op omkring en række videoer, der introducerer centrale emner og faglige begreber. Til videoerne hører refleksionsøvelser, samtalekort, praksisguider og begrebslister, som hjælper med at koble indholdet til undervisningen.

 

Kurser

Tre nye kurser på Kivitsisa Akademi

Om blandt andet variation og aktivitet, tydelige læringsmål, fællesskab og små prøvehandlinger, der kan afprøves i undervisningen.

Om inklusion og inkluderende klasseledelse med fokus på blandt andet relationer, tydelige rammer og didaktisk tilrettelæggelse.

Om at koble arbejdet med dansk som andetsprog til elevernes oplevelser og konkrete situationer med fokus på blandt andet forforståelse, ordforråd og flersprogethed som en ressource.

Hele kurset – eller det, der er relevant lige nu

Kurserne er delt op i mindre dele. Den enkelte lærer kan følge et helt kursus fra start til slut i sit eget tempo eller vælge en video, øvelse eller guide om et emne, der er relevant i undervisningen lige nu.

Materialerne kan også bruges sammen med kolleger. Et team kan for eksempel se en video om et fælles tema og bagefter bruge samtalekortene til at diskutere indholdet, dele erfaringer og overveje, hvad de vil prøve af i undervisningen. På den måde kan kurserne både bruges individuelt og som afsæt for fælles faglig udvikling på skolen.

Kurserne er lavet til både lærere og timelærere. Faglige begreber bliver forklaret undervejs, og flere steder giver materialerne forskellige indgange og konkrete råd til arbejdet med undervisningen.

I kurserne arbejdes der også med mikroprøvehandlinger: små, konkrete greb, som læreren kan afprøve og løbende justere i sin egen undervisning.

Videoer

Se introduktionsvideoerne fra kurserne

Hvad er god undervisning? – introduktionsvideo

Hvad er god undervisning?

Gå til kurset
Inkluderende specialpædagogik i folkeskolen – introduktionsvideo

Inkluderende specialpædagogik i folkeskolen

Gå til kurset
Inde-ude-inde-modellen i dansk som andetsprog – introduktionsvideo

Inde-ude-inde-modellen i dansk som andetsprog

Gå til kurset

Faglig viden fra læreruddannelsen ud til hele landet

De tre kurser er udviklet sammen med undervisere fra Institut for Læring. De står for den faglige formidling i videoerne, mens kursernes opbygning og de øvrige materialer er udviklet i et tæt samarbejde med Kivitsisa.

Samarbejdet bygger videre på flere års fælles arbejde med kompetenceudvikling for lærere. Undervisere fra Institut for Læring har blandt andet stået for fagwebinarer, hvor lærere fra hele landet har kunnet mødes online om forskellige fag og temaer.

Med de nye kurser tager samarbejdet endnu et skridt. Viden og erfaringer fra underviserne på læreruddannelsen bliver nu til kurser, som lærere i hele landet kan bruge, når det passer ind i deres undervisning og på deres skole.

Kan du lide nyheden?

Del på Facebook
Del på Twitter
Del på Linkdin
Scroll to Top
×